Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Borgerlig ballade vil fortsætte frem mod valget

Bal i den borgerlige. Sådan lyder den bittersøde kliché i medierne, hver gang de borgerlige partier er røget i totterne på hinanden. Engang betegnede det stort set kun de situationer, hvor Venstre og de Konservative i deres rivalisering skabte synlige sprækker i samarbejdet. Men efter at sidstnævnte er vælgermæssigt kollapset, og Liberal Alliance har vundet solidt fodfæste, så passer beskrivelsen nok bedre på Anders Samuelsens og hans troppers momentvise – men heftige og åbne – angreb på deres egen regeringskandidat, Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

I regeringskontorerne får man sig et tiltrængt pusterum fra at skulle bevidne regeringspartiet SF's pinsomme og langsomme harakiri for åbent tæppe, hver gang at Liberal Alliance indrykker annoncer i hundredetusindkroners-klassen mod Venstres formand. Det skete blandt andet for nyligt, da VK indgik et – set med borgerlige øjne – på mange måder kritisabelt energiforlig med regeringen, hvor et portræt af Løkke prydede de kritiske annoncer.

Våger over Venstre

Det er som nævnt ikke første gang, at Liberal Alliance angriber Løkke personligt blandt andet for at være socialdemokrat, og den gode nyhed for regeringspartierne er, at det på ingen måde bliver sidste gang. Liberal Alliance ser tilsyneladende hele sin eksistensberettigelse i dansk politik i at være den 'borgerlige vagthund', der angriber det store, liberale parti, hver gang partiet giver (for) store indrømmelser til regeringen. I Liberal Alliance har man med nogle meningsmålinger følt sig bekræftet i, at vejen frem for partiet er at bruge de fleste kræfter på kritik af Venstre frem for, ligesom de øvrige borgerlige partier, at brænde al krudtet af på at tæske løs på SRSF-regeringen. I LA-lejren påpeger man, at enkelte målinger – efter at man har svunget pisken over Løkke – endda har forøget det borgerlige flertal. Ergo skal kritikken fortsætte, hver gang lejligheden byder sig, hvis man skal følge logikken, som ikke mange andre på Christiansborg kan følge. Sædvanligvis er der konsensus blandt iagttagere om, at vedvarende og hårde angreb på Løkke selvsagt undergraver hans troværdighed. Der er dog omvendt også en logik i, at Liberal Alliance for at kunne vokse blandt vælgerne må angribe Venstre, når lejligheden byder sig. Og det vil derfor nødvendigvis blive intensiveret frem mod valgdagen. Alligevel afviser man hos Liberal Alliance – i (skin)hellig forargelse – at det skulle være baggrunden for angrebet. 

Politisk marodør

Liberal Alliance høstede allerede ved valget meget effektivt de stemmer, der sad løse hos et Liste C i total opløsning. De Konservative er, hvis man skal tro meningsmålingerne, dog nu så langt nede i knæ, at der vælgermæssigt for Liberal Alliance ikke længere er det store potentiale ved at rette kanonen den vej. Tværtimod kunne man anholde, at skulle de Konservative sidenhen mod forventning ryge ned under spærregrænsen, da ville det kunne ødelægge Liberal Alliances mulighed for større indflydelse efter et valg i den uheldige situation, hvor borgerligt stemmespild måtte forhindre en blå regering.

Liberal Alliances position ligner dermed Enhedslistens – blot med modsat fortegn. Ondt sagt – og set fra alle de ansvarlige partiers side – kunne man beskrive de to partier som 'politiske marodører'. Det vil sige, at man er dem, der konsekvent undslår sig at påtage sig det politiske ansvar, og derfor stort set altid kommer bagefter, at det virkelige politiske slag ved forhandlingsbordet er slået, for at indkassere sympatien hos dem, der med den politiske aftale eller forlig føler sig uretfærdigt behandlet. Retfærdigvis skal det siges, at begge partier har indgået forlig med den siddende regering, men det er så også sket i nogle tilfælde, hvor de politiske aftaler trak konsekvent i begge de to fløjpartiers egen retning, og som derfor var relativt nemme at 'sælge' til det kritiske bagland. Det ændrer bare ikke på, at så snart det bliver svært, og hvor der skal gås på kompromiser i konflikt med parolerne, så er hverken Liberal Alliance eller Enhedslisten at finde i forhandlingslokalet.

Med et større og mere selvsikkert Liberal Alliance som tungen på vægtskålen, så bliver forhandlingsspillet efter en eventuel borgerlig valgsejr selvsagt ikke, som de var 'i de gode gamle dage', hvor det var VKO, der regerede alene. 

Tilflugt under liberal vinge

Liberal Alliance og partiets støtter har i øvrigt mere end nogensinde formået at sætte sig på store dele af den politiske debat. Tænketanken CEPOS’ anbefalinger genfinder man hyppigere hos LA's end hos VK's udmeldinger. I aviser og på platforme som Børsen, Jyllands-Posten og Berlingske dominerer åbenlyse LA-støtter og ligesindede liberale og konservative velskrivende kommentatorer af libertariansk tilsnit. Og det i en grad, at man må spejde længe de samme steder efter politiske skribenter med noget på hjerte samt med ideologisk rod i, hvad man kan kalde for VK's politiske mainstream. Politisk og mediemæssigt gennemlever de ideologisk renfærdige og i egne øjne rettro klassisk liberale lige nu deres største optur i mange år. I firserne blev denne stærke og tænksomme borgerlige strømning vist vintervejen af de konservative for at søge asyl hos det Venstre, som de så siden forlod, da den tidligere erklærede minimalstatstilhænger og chefideolog Anders Fogh pludselig hellere ville være socialdemokrat. I Liberal Alliance har denne gruppe for første gang fået både solidt fodfæste samt så stor en indflydelse, at Anders Samuelsen og chefstrategen Simon Emil Ammitzbølls politiske manøvremuligheder forekommer begrænsede den dag, hvor de skal hjælpe en ny borgerlig regering med at regere. 

Afsky for kompromiset

Man siger, at 'den, der betaler for musikken, også må bestemme, hvad der skal spilles'. Henset til, at de fleste gætter på, at Saxo Bank-ejeren Lars Seier Christensen finansierer de fleste anti-Løkke-annoncer, så er det måske også ham, der har det afgørende ord, når partiet lægger sin politiske strategi? Spørgsmålet er, om Liberal Alliances topfolk får lov til at indgå politiske forlig, der efter sponsorernes mening ikke er liberale nok? 

Liberal Alliance vil naturligvis gerne lægge stemmer til drastiske velfærdsreformer og tiltag, der trækker i partiets retning. Men det ændrer dog næppe ved, at det politiske tyngdepunkt – også efter at der er opstået et blåt flertal i Folketinget – efter al sandsynlighed fortsat vil ligge et sted mellem de radikale (og måske Socialdemokraterne) og VKO. 

I den situation vil Liberal Alliance, fordi Samuelsen og Ammitzbøll i disse år er fanget i deres nye roller, har ophidset deres bagland til at (af)sky kompromiset, ende i præcis den samme rolle, som Enhedslisten spiller i dag: Man kan bruges til at holde regeringen ved magten, men realitetsforhandlinger om vigtige ting foregår alene henover midten. Forsøger Liberal Alliance at drage deres støtte til Løkke i tvivl, så fordufter vælgerne sandsynligvis igen. Anders Samuelsen erindrer sikkert bedre end andre, hvad der skete, da Ny Alliances vælgeropbakning kollapsede i ugerne inden valget i 2007, fordi der var tvivl om, hvorvidt man pegede på en borgerlig statsministerkandidat.

Det kan dog på ingen måde udelukkes, at Liberal Alliance – efter et valg – vil ændre kurs og søge et kompromis med en Løkke-regering. Både Samuelsen og Ammitzbøll er som tidligere radikale folketingsmedlemmer på ingen måde ukendt med at være pragmatiske. 

Men derved udsætter de til den tid sig selv for – internt – den samme harske kritik, som de gerne i dag selv udøver over for Venstre. Det bliver spændende at se, hvem der så til den tid reelt har magten i Liberal Alliance? De to frontfigurer (kransekagefigurer) eller den stadigt mere skingre og tilsyneladende noget fanatiske tilhængerskare, der omgiver partiet, samt de personer, der finansierer partiets annoncer?

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57