Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt

Bøllebank 2.0 - hvordan DR nedkæmpede sig selv

Det værste er den mistanke, man får, når svaret på kritikken endelig kommer frem og viser sig at demontere hele grundlaget for det, der skulle forestille at være en nyhed. Mistanken er naturligvis, at det vidste journalisten udmærket godt, og at det var derfor, den kritiserede part ikke kom til orde.

Bare lige for en ordens skyld: Denne tekst er ikke journalistik. Den skal ikke måles på parametre som for eksempel at belyse en sag ligeligt fra alle sider eller være renset for skribentens personlige synspunkter.

Den er, hvad man sædvanligvis kalder en klumme, et navn, der kommer fra det engelske ord for en (avis)spalte, column. Klummeskrivere, der gerne vil have en lidt finere titel, benævner derfor sig selv columnister, mens de, der synes, det er noget fis, kan finde på at kalde deres klumme sådan noget som Ærlig talt, der jo i sig selv umuliggør at kalde ting noget andet, end de er.

Sådan er det imidlertid ikke overalt – heller ikke indenfor det, der faktisk er journalistik eller i hvert fald udgives under den etiket. De senere uger har budt på forbløffende eksempler på, hvordan selv en afgørende grundregel som, at den kritiserede part skal have mulighed for at give sin version, bliver ignoreret.

Det er endda ikke det værste. Det værste er den mistanke, man får, når svaret på kritikken endelig kommer frem og viser sig at demontere hele grundlaget for det, der skulle forestille at være en nyhed. Mistanken er naturligvis, at det vidste journalisten udmærket godt, og at det var derfor, den kritiserede part ikke kom til orde.

Igen: Dette er en klumme, ikke journalistik. Her overtrædes ingen regler ved, at de kritiserede parter ikke kommer til orde. Tværtimod kan man lune sig lidt ved tanken om, at de udsættes for egen medicin.

Her tænkes på eksempler som Føljetons udlægning af en mailkorrespondance mellem Finansministeriet og rådgivere i Dong-salget på en måde, der resulterede i overskriften ‘Afsløring: Mørklægning var planlagt på forhånd’. Det afslørende bestod imidlertid i, at mailkorrespondancen lige så godt kunne læses sådan, at Finansministeriet tværtimod blankt havde afvist at strække almindelig business-fortrolighed til at overtrumfe den danske offentlighedslov. Altså en ikke-nyhed, hvis den havde været skrevet, som den burde, eller rettere: Så havde der ikke været noget at skrive.

Det samme med (et forsøg på) et angreb på et af den nyere militærhistories mest ikoniske øjeblikke, Operation Bøllebank i 1994, da en dansk kampvognseskadron under FN-flag i Bosnien gjorde noget så - indtil da - uhørt som at skyde igen, da den faldt i baghold ved Tuzla. En episode, der med ét slag (= en fuldtræffer i et serbisk ammunitionsdepot) nærmest renvaskede dansk selvforståelse for det selvopgivende Dybbøl-kompleks fra 1864.

Op til en stribe P1-udsendelser i januar markedsførte DR meget højprofileret, hvad man selv kaldte en afsløring af ‘Løgnen om Operation Bøllebank’, herunder ikke mindst en bebudet afglorificering af den evindeligt piberygende og professionelt vrantne oberst Lars R. Møller. Også her var det, viste det sig, først og fremmest en afsløring af DR selv.

Udsendelserne er i dag ikke længere at finde på DR's hjemmeside; der er derimod en tekst fra Lytternes og Seernes Redaktør, som man for at blive i jargonen bedst kan karakterisere som et langt skriftligt tilbagetog. Man kunne kalde det Operation Bøllebank 2.0 - hvordan DR nedkæmpede sig selv. Hvor betingelsesløst tilbagetoget er, fremgår af, at DR ikke har fundet det tilstrækkeligt at fjerne udsendelserne fra hjemmesiden; den oprindelige titel ‘Løgnen om Operation Bøllebank’ er også rettet til blot ‘Om Operation Bøllebank’.

Der kunne nævnes mange flere eksempler. Ikke alle med samme spektakularitet, men den manglende højprofil opvejes så rigeligt af mængden. Et gammelt journalistisk mundheld advarer mod at researche en god historie ihjel, og det ville naturligvis være dybt uretfærdigt at konkludere, at det er der heller ikke nogen, der gør. Det er der - vi hører bare af gode grunde ikke om det, når det sker.

Og dog – måske er det bare sådan noget, der udgives som digte, sådan som en TV2-journalist netop har gjort? I givet fald en skudsikker metode. Hvis noget er påviseligt usandt, siger man bare, at det er digt. Ligesom med en klumme: Hvis nogen klandrer konklusionerne, siger klummeskriveren bare, at det er et synspunkt.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57