Politik fra rødderne

Af Nanna Bonde
 | 
Formand, SFU

Berøringsangst skaber parallelsamfund

”Forskelligheden er smuk, men det er også afgørende for samfundets sammenhængskraft, at vi er bevidste om, at vi ikke er født med samme muligheder og har den samme baggrund”

I årtier har integrationen slået fejl, og vi er godt på vej til at gentage historien. Alt for længe har vi på venstrefløjen behandlet indvandrere som nogle, der om lidt forlader landet igen, og vi har ignoreret tydelig ghettodannelse og isolation. Flere af dem råber op, men vi lytter ikke.

 ”Forskelligheden er smuk, men det er også afgørende for samfundets sammenhængskraft, at vi er bevidste om, at vi ikke er født med samme muligheder og har den samme baggrund”

Ingen på hverken højre- eller venstrefløjen har formået at komme med et sammenhængende forslag til, hvordan vi sikrer både en fair behandling og en inkluderende integration. Så nu gentager vi bare de samme fejl, som vi har begået så mange gange før.

Venstrefløjens berøringsangst har ladet højrefløjens svar stå alene, og det må vi tage konsekvenserne af i dag. For om vi vil det eller ej, kommer flygtninge til Danmark – også i fremtiden.

En vellykket integration kræver:

… et dansk netværk. Integrationsindsatsen bør starte fra dag ét. Det kan kun gå for langsomt med at give de nye medborgere redskaberne og mulighederne for at skabe relationer i deres nye land. Relationerne er nemlig en forudsætning for at skabe et netværk, komme ind på arbejdsmarkedet – og blive en del af det danske samfund.

Det modsatte er praktiseret. Meget få etniske danskere har en indvandrer i deres netværk, og lige netop adskillelsen skaber grobund for parallelle samfund i ghettoområder. Helt konkret skal der sættes flere penge af til at bryde ghettoerne op med blandet bebyggelse og til at skaffe passende boliger til flygtninge. Nytilkomne skal fordeles ud over forskellige boligområder, og lokalt skal der arbejdes for, at flygtningene bliver integreret i foreningslivet.

… en blandet folkeskole. Folkeskolen er stedet, hvor direktørens datter møder kasseassistentens søn og Hassan møder Henriette. Eller sådan burde det i hvert fald være. Ofte medvirker det frie skolevalg til, at elevfordelingen er uhensigtsmæssig, og eleverne mødes derfor ikke på tværs af samfundslag. Det frie skolevalg skal afskaffes, og skoledistrikterne skal omlægges, så de kommer til at ligge på tværs af forskellige typer boligkvarterer. Derudover skal der ikke gives en eneste krone i statsstøtte til skoler, der underviser på et stærkt religiøst grundlag, uanset om det så er islam, jødedom eller kristendom. Forskelligheden er smuk, men det er også afgørende for samfundets sammenhængskraft, at vi er bevidste om, at vi ikke er født med samme muligheder og har den samme baggrund – det lærer en blandet folkeskole os.

… retfærdig familiesammenføring. Det er så vanvittig skadeligt for integrationen, når regeringen strammer reglerne for familiesammenføring. Personligt kan jeg ikke forestille mig noget mere frygteligt end tanken om min familie efterladt i en krigszone. Det må være en kæmpe udfordring at fokusere på at blive en del af et nyt fællesskab, hvis det tryggeste, man kender, er i fare. Familiesammenføringen skal bygge på menneskeretlige principper. Derfor skal det blandt andet være et krav, at ingen børn efterlades i krigszoner.

Mange initiativer skal sættes i gang for at bryde med tidligere tiders dårlige integrationsindsats. Vi må starte med at bryde med berøringsangsten.

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57