Politik fra rødderne

Af Torben Steno
 | 
Journalist, radiovært, foredragsholder o
Journalist, radiovært, foredragsholder og musiker. Torben Steno er desuden kendt fra tv-serierne DDR2, Jagten på den røde tråd og Verdens bedste land.
steno.klumme 02|54c3ee8a6899e-wpcf_150x150|54c3ee8a6899e-wpcf_75x75<br />Illustration: Ib Kjeldsmark||<br />
steno.klumme 02|54c3ee8a6899e-wpcf_150x150|54c3ee8a6899e-wpcf_75x75
Illustration: Ib Kjeldsmark||

Foto: ||

Bare DJØFERNE ville strejke!

”I løbet af ganske kort tid ville vi som samfund få et meget klart billede af, hvad der er helt overflødigt i verdens største offentlige sektor. De offentlige administratorer ville miste deres monopol på at definere, hvad der er nødvendigt, og hvad der er effektiviseringer. Som borgere ville vi måske opleve et næsten befriende kaos.”

Hele mit liv har jeg betalt min skat med glæde! Sådan sagde min gamle far ligesom så mange andre fra hans generation. Han blev født i yderst beskedne kår i 1923. Han oplevede 30’ernes fattigdom på nært hold og var derfor både stolt og imponeret over at være en del af den velfærdsstat, der opstod i 60’erne. Det var helt utænkeligt at rende unødigt til lægen, spekulere i dagpenge eller blot mistænke andre for at gøre det. Først da hans egen søn i begyndelsen af 80’erne rendte rundt i Svendborg og hævede en tårnhøj understøttelse, mens han forsøgte at gøre sig som semiprofessionel rockmusiker, opdagede min far, at det system, han så stolt betalte til, kunne udnyttes af en generation, der ikke havde den samme stolthed over at have skabt et bolværk mod den fattigdom, han selv havde oplevet. Det pinte ham, at hans egen søn var et af de brodne kar. Alligevel tvivlede han aldrig på systemets fortræffelighed, selvom prisen for at betale skat med glæde efterhånden var blevet temmelig høj.

Da han, 15 år før han døde, blev ramt af kræft, var det første gang, han så sig nødsaget til at trække på velfærdsstaten. Hver gang han kom fra kontroller på Odense Sygehus, udtrykte han stor taknemmelighed over medicinalindustrien og det system, der holdt ham i live langt længere, end det Guds ord, han selv havde prædiket, kunne. De sidste par måneder, inden han døde, 85 år gammel, var han stærkt plejekrævende. Tre gange i døgnet kom hjemmeplejen i Nyborg og tog sig af ham på en meget værdig og respektfuld facon. Ikke en eneste gang oplevede jeg, at personalet virkede presset af stopure og andre stressende kontrolforanstaltninger. Måske var de det? Men glæden og stoltheden over at udføre deres job så godt som muligt var iøjnefaldende. Derfor sov min far ind med en stor tilfredshed over, at de varme hænder, han med glæde havde betalt til, levede op til forventningerne.

Positivt anarki

Allerede dengang i 2008 havde Danmark en af verdens største offentlige sektorer. Men det var åbenbart prisen for, at de gamle kunne forlade den jordiske verden med værdighed. Det er der bred enighed om i befolkningen, hvilket har gjort, at enhver, der politisk blot antyder muligheden af en lille reduktion af de offentlige udgifter, bliver stemplet som kynisk ultraliberal. I den valgkamp, der allerede er i gang, er brudfladen mellem de store partier, om udgifterne til den offentlige sektor skal holdes i ro eller stige med 0,8 procent.

Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, fordi andelen af ældre og plejekrævende bliver større. Det ville jo betyde færre varme hænder. Og det er der jo ingen, der går ind for. Slut, end of discussion!

Det tror jeg ikke på. Uden på nogen måde at kunne regne bare tilnærmelsesvis så godt som DJØF'erne i den offentlige sektor, vover jeg den påstand, at der sagtens kan spares 5 procent, uden at en eneste ældre dansker bliver efterladt med en fyldt ble af den grund. Hvorfor? Fordi jeg har meget svært ved at forestille mig, at langt de fleste, der arbejder med pleje og omsorg, ville tillade sig selv at svigte deres patienter med henvisning til nedskæringer og nye effektiviseringer udviklet af en 'regnedrengs' kolde hænder på et excelark.

Ville det ikke være en grov udnyttelse af plejepersonalets medmenneskelighed og arbejdsmoral, som vil resultere i endnu flere tilfælde af arbejdsrelateret stress?

Jo, det er en mulighed - men måske ville det tilskynde til positivt anarki, hvor de varme hænder tilskyndet af egen faglig stolthed ville agere og prioritere ud fra egen sund fornuft uden skelen til, om deres indberetninger får tallene på excelarket til at gå op.

Det ville i bedste fald give DJØF'erne så urimelige arbejdsvilkår, at man kunne håbe på, at de ville strejke. Helst i så stort et omfang, at alle deres kolleger, der ikke direkte administrerer velfærdsstatens kerneydelser, gik i sympatistrejke.

I løbet af ganske kort tid ville vi som samfund få et meget klart billede af, hvad der er helt overflødigt i verdens største offentlige sektor. De offentlige administratorer ville miste deres monopol på at definere, hvad der er nødvendigt, og hvad der er effektiviseringer. Som borgere ville vi måske opleve et næsten befriende kaos. I en periode kunne vi slippe for, at den offentlige service, vi betaler til, ikke bare opleves som et digitalt helvede. Hvem har ikke siddet alt for længe og tastet og leveret informationer til den offentlige sektor, hvor hjemmesiden ikke lige fungerer eller passer med den virkelighed, man sidder i, uden mulighed for noget så gammeldags som hjælp fra et levende menneske?

Et scenarie, der giver en fornemmelse af, at man som borger fungerer som en slags gratis arbejdskraft for den offentlige sektor.

Hvor længe ville der gå, før vi for alvor begyndte at savne nye direktiver fra Vej og Park? Ville vi begynde at løse en række simple problemer uden hensyntagen til administratorernes alt for lange og indviklede anvisninger? Ville vi være i stand til at tage ansvaret på os? Er vi en befolkning, der ikke kan leve uden at kunne give kommunen skylden for alt besværligt?

Spørgsmålene er mange. Og svarene får vi aldrig.

Men det er mig til stadig forundring, hvorfor lige vi danskere er så stolte over at have verdens største offentlige sektor. Vores naboer i Sverige, Norge og Tyskland kan klare sig med mindre, uden at jeg har indtryk af, at mennesker dér ligger med fyldte bleer og forlader denne verden uden omsorg fra varme hænder. Hvad er det, de administrerer bedre? Eller hvad er det, de undlader at administrere, som vi ikke kan undvære? Jeg spørger bare og venter spændt på svaret.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Det berømte eks med beskæftigelseslovgivningen er jeg helt med på ikke er DJØFernes skyld. Jeg er faktisk ikke ude efter DJØF'erne, som helt sikkert ikke er værre eller bedre mennesker, end alle mulige andre faggrupper. Det vanvittige ligger i, at det er dem, der skal administrere det kolossale uhyre, der er opstået i en blanding af krav fra borgere, politikere og administrationen selv, som ingen åbenbart kan pille ved, fordi ingen må tage noget fra nogen. Derfor ønsket om en strejke, som vil være den bedste måde at få et klar billede af, hvad der sagtens kan undværes. De fleste DJØFere, vil da naturligvis helst undgå at lave noget meningsløst, men er jo jo ofte tvunget til at gøre det.

Torben Steno, 27. jan 2015


Kære Torben Synes du overser at DK er åndsvagt gode til at drive samfund. Høj grad af tillid, gode offentlige produkter og ingen korruption. Det kommer i høj grad ud af en sund administration. Ja den er stor - men det er altså en veldreven maskine. Tror Grækenland, USA og Rwanda er misundelige. Derudover er det ikke DJØFfere der har skabt det "systemdanmark", der nogle gange går amok. Det er lovgiverne. En beskæftigelseslovgivning på 25.000 sider er et produkt af kampen mellem medier, politikere og fagbevægelsen. Det er ikke DJØFs opfindelse - men det kræver absurd store administrative ressourcer at efterleve loven og her kommer så efterspørgslen på DJØFfere. Men prøv at spørge en politikkere (uanset farve) om vi skal fjerne særregler for krigsveteraner eller lign. i beskæftigelsesloven. Vi kender alle svaret. Derfor er tendensen også stigende - og der vil komme endnu mere efterspørgsel på DJØFferne. Alternativet et at afbureaukratisere....hvem tør det?

Nicolai, 27. jan 2015


Det lyder som sund fornuft. Det kan man så åbenbart ikke komme nogen vegne med. Trist!

Torben Steno, 26. jan 2015


Du har ret i, at kontrollen af, om det gøres godt nok er blevet til et kontrolhysteri, som modarbejder de ansattes faglighed. Desværre skyldes det også os selv. Vi (ikke et royalt vi, men et kollektivt dansker-Vi) vil ikke affinde os med forskelle i behandlingen, så selv om der ikke findes to ens sager, så skal alle have samme sagsbehandling. Og eftersom vi åbenbart ikke stoler på offentligt ansatte over en dørtærskel (ellers ville vi vel ikke vælge de politiske flertal vi gør), så forlanger vi dokumentation for at de udfører deres arbejde. Det betyder, at selv om det ikke giver mening, så skal alt presses ned i en statistik med mindst to decimaler. Vi skal tilbage til den gamle tanke om at den eneste måde at stille folk lige på er ved at behandle dem forskelligt; - vi er individer med forskelligt udgangspunkt og dermed unikke behov, så det nytter ikke noget at opstille en millimeterpræcis skala for den offentlige service. Men for at misbruge præamblen til Jyske lov: om hver mand skulle nøjes med det, som han reelt havde behov for, da var ingen kontrol nødig.

Anders Deleuran Fajstrup, 26. jan 2015


Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57