Af Rasmus Brygger
 | 
rasmus brygger 1WEB<br />Illustration: Ib Kjeldsmark<br />
rasmus brygger 1WEB
Illustration: Ib Kjeldsmark

At springe ud som liberal feminist

”Politikerne har måske gjort det svært for os at diskutere værdipolitik i Danmark. Så snart en politiker nævner sin holdning til noget, så følges det straks op med et lovforslag, der skal løse problemet med det vuns.”

"For helvede…” Så præcist kan reaktionerne fra mine borgerlige venner opsummeres, da jeg forleden sprang ud som feminist. Hvis ikke jeg var solidt plantet i min kontorstol, havde jeg et øjeblik troet, jeg var en teenager i det landlige Missouri i 60’erne, der for første gang skulle fortælle sine forældre, at han var sprunget ud af skabet: Først mistroen, så det skuffede blik og faderen, der langsomt, men sikkert, rækker ud efter familieriflen og stift beder dig forsvinde og aldrig komme tilbage.

Jeg blev rent faktisk bedt om at forsvinde. Jeg blev bedt om enten at forsvinde hen, hvor peberet gror eller at melde mig ind i Radikale Venstre. Jeg tror faktisk, at jeg ville befinde mig bedre, hvor peberet gror, end blandt radikale. De ville nok heller ikke være begejstrede for mig med min 10 procent-skat, afskaffelse af kulturministeriet og legalisering af narkotika. Der er en grund til, at jeg er medlem af Liberal Alliance, og det er, fordi jeg hører til her. Jeg er liberal helt ind til benet. Det kan man rent faktisk godt være og stadig være feminist. Mange af de første feminister var sådan set liberale. John Stuart Mill ville give kvinderne stemmeret, og Mary Wollstonecraft, et feministisk koryfæ, var forkæmper for individuel frihed. Men efter at være sprunget ud af det feministiske skab må jeg erkende, at der øjensynlig ikke er den store plads til liberale feminister i dag - hvorfor egentlig ikke?

Politikerne har måske gjort det svært for os at diskutere værdipolitik i Danmark. Så snart en politiker nævner sin holdning til noget, så følges det straks op med et lovforslag, der skal løse problemet med det vuns. Ikke alene gør det, at de fleste borgerlige er skeptiske overfor al snak om værdier, men det umuliggør også enhver konstruktiv debat om samfundet fra et ikke-politisk perspektiv. Det er, som om folk ikke mere tror på, at man rent faktisk kan mene noget uden at ville lovgive om det.

For eller imod lovgivning

Og netop det er kønsdebatten et meget fint eksempel på. Vi har vænnet os til, at diskussionen om ligestilling er lig med kønskvoter, tvungen fædrebarsel, forskellige frisørpriser for mænd og kvinder og kvindeetager på fine hoteller. Derfor bliver næsten al snak om feminisme og ligestilling i stedet for en debat for eller imod lovgivning, og med det følger, at vi fuldkommen glemmer at forholde os til den egentlige debat: Er der stadig kulturelle barrierer i samfundet, der holder os tilbage på grund af vores køn?

Mens det kan være svært at pege på en specifik kulturbarriere og sige ”den der! Den skal vi af med!” – så er konsekvenserne af vores kultur markant lettere at bemærke. ”Hjemme hos os er det mor, der laver det hele” blev der sunget igennem 70’erne, og i dag, 40 år senere, er det stadig kvinderne, der laver langt hovedparten af arbejdet i hjemmet. På trods af, at det går i den rigtige retning, er der stadig et stort indkomstgab mellem mand og kvinde – nuvel, ikke som diskrimination mellem to personer med samme arbejde, men som konsekvens af, at kvinderne stadig i høj grad fravælger de højt lønnede og konkurrenceprægede karrierer. Der er fortsat småt med kvindelige topledere i erhvervslivet.

Det her er ikke et resultat af åbenlys diskrimination eller kvindehad. Men det er omvendt i høj grad en indikator på, at der i et eller andet hjørne af vores kultur stadig sidder nogen med armene over kors og lærer børnene, at det er drengene, der er de vilde og risikosøgende, og at piger helst vil have tryghed og lyserøde bamser. Jeg mener bestemt ikke, at de åbenlyse biologiske forskelle mellem dreng og pige er en social konstruktion, og at vi derfor skal behandle kønnene helt ens og lystigt give Bo kjole på og kalde ham "hen". Det handler i højere grad om at anerkende, at det selvfølgelig ikke er vores biologi eller vores rationelle ”jeg”, der fuldkommen styrer alt i vores liv, men at vi også er påvirket af vores omgivelser.

At mene dette kan i visse borgerlige kredse åbenbart være nok til at farmand bliver skuffet og rækker ud efter geværet, men det giver nu alligevel ret god mening at kombinere liberalismen og feminismen. Som liberal er jeg fokuseret på, at der skal være så lidt som muligt, der holder os tilbage fra at leve lige præcis det liv, vi ønsker. Og mens vi i det store og hele har juridisk ligestilling, så er det en åbenlys sandhed, at der stadig er traditionelle kønsroller, der kan afholde kvinder fra at gøre karriere eller mænd fra at få forældremyndighed efter skilsmisse.

Smækfyldte med værdier

Vi liberale er for bange for at tage værdikampene – og endnu vigtigere – fortælle, hvorfor debat ikke altid skal føre til lovgivning. Se for eksempel på det internationale billede: Liberalismen er den nok hurtigst voksende politiske bevægelse globalt, men det er altså ikke på grund af debat om grundskyld og skattetryk. Hvornår har du sidst hørt nogen sige: ”Jeg kan virkelig godt følge ideen om de dynamiske effekter ved sænkning af marginalskatten med henblik på at øge nationalindkomsten på længere sigt – derfor blev jeg liberal!”? Vi mennesker, ja, også os liberale, er smækfyldte med værdier, og derfor skal vi heller ikke være så bange for at bringe værdidebatterne op på et højere plan.

Når det kommer til ligestillingsdebatten, kommer vi aldrig nogensinde videre, hvis den ene side råber op om regulering og forbud, mens den anden forkaster præmissen for diskussionen. Det er simpelthen for fjollet og ukonstruktivt. Jeg siger ikke, at vi skal tage hinanden i hånden og sidde i rundkreds, men det må da være muligt at anerkende, at ikke alle forskelle mellem mænd og kvinder er et resultat af frit valg og vores kønsdele.

Så som nyudsprunget liberal feminist er mit ønske lille og simpelt: Lad os begrave stridsøkserne, fjerne krigsmalingen og springe op af skyttegravene og så tage en helt igennem åbenhjertig debat omkring vores kultur, uanset om vi er blå, røde, grønne eller magentafarvede. Vi kan komme så meget længere, hvis vi engang imellem blander politik udenom samfundets vigtigste debatter. Hvorfor ikke prøve det her?

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57