Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Afgangsfløjten lyder – et partis lange farvel

To ting havde en smuk plads i min forlængst afdøde farfar Jens Andreas’ hjerte: Jernbanen og hans ægtefælle Warla. Selvom han tidligt måtte sige farvel til den ene, bevarede han livet igennem begge sine passioner. 

Farfar blev antaget som elev ved DSB omkring Alberti-skandalen, der rullede i 1908. Tjenestested Hornslet, fri kasket og fri rejser. Og en månedsløn på 42,50 kroner – lige til kost og logi. Dengang stod DSB for Danske Statsbaner, og fra den travle station i Hornslet, der var lokalsamfundets samlingssted, foregik al persontrafik, godstrafik og postgang.

Jens Andreas udviklede hurtigt en passion for jernbanedriften, der varede livet ud. Så mødte han sit hjertes udkårne. Warla Magdalene Karoline Johansen boede hos sine adoptivforældre i Vrå i Vendsyssel. Her drev de en købmandsgård med hovedsagelig foderstofhandel. Warlas far var en kærlig og omsorgsfuld mand med faste meninger og forlangte af min farfar, at hvis han skulle have Warla, så skulle han opgive jernbanen og efterhånden overtage købmandsgården. 

Det gjorde han så, men med blødende hjerte. Vi børnebørn elskede at holde ferie i købmandsgården med dens kornlofter og hejseværk, hesten Lotte, der trak vognen med foder til egnens gårde, og en kommen og gåen af mennesker.  Farfar havde indrettet kontoret lidt løjerligt og tronede et atypisk sted. 

Jernbanen som institution

En af mine fætre stykkede tingene sammen og fandt en forklaring. Han sad, hvor han sad, fordi han ved at dreje hovedet en anelse havde et fint kig gennem porten over Jernbanegade til stationen, hvor han trolig fulgte med i togenes ankomster og afgange. Lommeuret kom op af vestelommen for at tjekke, om hans afløsere havde styr på togtiderne. 

Hans kærlighed til jernbanen var lige så livslang som til Warla, og mindst en gang daglig var han et smut på stationen med et brev for eksempel. Og om søndagen – efter kirketid – tog han ofte os ferierende børnebørn med på en togtur ud i det blå. Så var lommeuret også flittigt i brug.

Historien fortæller om min farfars trofaste kærlighed, men også om en agtværdig samfundsinstitution, jernbanen. Tidens vigtigste transportmiddel, fællesskabets ejendom skabt af fællesskabet for at tjene os alle. Og åbenlyst en arbejdsplads med passionerede og stolte medarbejdere. 

I dag er DSB et underligt afrakket foretagende, som alle skælder ud på, og hårdt medtaget af tidens luner. Splittet op i stumper, busdriften, fragten, rederiet. Ja selv jernbanenettet – selve skinnerne – er skilt ud. Måske inspireret af Margaret Thatcher, der privatiserede med arme og ben, også det engelske jernbanenet. Private selskaber tjente formuer ved blandt andet at forsømme vedligeholdelsen, og advarsler blev ignoreret, indtil der skete en kæmpe togulykke med tab af adskillige menneskeliv. 

Så vidt kom det ikke herhjemme, hvor jernbanenettet er blevet på fælles hænder – endnu da. 

Mens min farfar kom ind ved jernbanen og i årene efter, hvor han blev gift og overtog købmandsgården, var samfundet under stor forandring. Arbejderbevægelsen var for alvor ved at vokse sig stærk. Samfundet var præget af sociale forskelle, men også af stolte, fælles institutioner: Postvæsenet, Statsbanerne, skolevæsenet, telefonvæsenet, ældreforsorgen, et begyndende sygehusvæsen. Altsammen noget, fællesskabet investerede i og drev. 

Rejse mod mørket 

Arbejderbevægelsen var i lange perioder alvorligt splittet, men det blev Socialdemokratiet, der kom til at dominere udviklingen af det danske samfund til et socialt og demokratisk samfund i balance.

Nu er Socialdemokraterne i gang med en målrettet rejse mod mørket med en perlerække af beslutninger, der af bagland og vælgere opleves som opgør med socialdemokratiske kerneværdier og får Lars Løkke og Co. til at brumme af fryd. Og som ingen ende synes at ville tage.

 DONG-salget fik for alvor kedlen i kog og kostede igen Socialdemokraterne dyrt. Og da det kom frem, at finansminister Corydon havde bestilt en 4,5 millioner kroner dyr undersøgelse af mulighederne for at lade private overtage opgaver fra folkeskolen og ældreforsorgen hos det store konsulenthus McKinsey, der i årevis har arbejdet indædt for øget udbud af offentlige opgaver, ja så eksploderede vreden. 

Partiet har sat yderligere fart i nedturen og bløder fortsat både medlemmer og vælgere. Det er troligt, at medlemstallet snart kommer under 40.000. Det er ikke set siden 1945. I 1960 havde Socialdemokraterne knap 260.000 og i 1980 lidt over 100.000 medlemmer. 

Nødvendighedens politik 

Den synlige skurk blev Corydon, der også svingede øksen ved DONG-salget. Han svarer godt for sig, når journalister spørger, og kan lyde ganske overbevisende. Men hans argumentation bygger efter min mening på et illusionsnummer. 

- Hvorfor er du blevet så upopulær? vil journalisterne vide. 

- Fordi jeg skal tage ansvar for nogle svære beslutninger, lyder svaret, der ligger i ret forlængelse af alle øvrige svar, han og Helle har givet, siden de kom til magten. ’Den nødvendige politik’, ’det bedste for Danmark’, ’vi gør blot det, der MÅ gøres’… Som den forhenværende top-socialdemokrat Ritt Bjerregaard har skrevet: ’Der findes ikke nogen ’nødvendig politik’. Politik er at vælge.’

Den slags er efter min mening en retorisk svinestreg. Et trick, Corydon, Helle Thorning og såmænd også Margrethe Vestager, Lars Løkke og Claus Hjort flittigt benytter. De tager så at sige patent på sandheden. De udtaler sig, som om kun DE ved, hvad der er rigtigt. Andre meninger og samfundsteorier er fri fantasi uden bund i den indsigt, de selv – og hærskaren af borgerlig-liberale økonomer – har.

Vi er mange danskere, der dybt i hjertet mener, at visse opgaver skal fællesskabet tage ansvaret for og løse. De skal ikke gøres til genstand for geskæftighed og jagt på guld. Og at man ikke skal sælge nationale institutioner, som danskerne gennem hundrede år har investeret deres småmønt i, til højestbydende, multinationale ansamling af spekulativ kapital.

Hvorfor kan Corydon og hans mange meningsfæller i magtens lag ikke have skyggen af respekt for det? Det aftvinger ikke respekt - endsige folkelig opbakning. 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57