Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Aarhusianerne kommer!

Uanset hvordan dette folketingsvalg ender, så bliver det et stort comeback til lands-politik for den nu forhenværende borgmester i Aarhus, Nicolai Wammen.  Mange regner ham for at være et godt bud på en indenrigsminister, hvis meningsmålingerne holder hjem, og rød blok sætter sig på magten. Skulle det mod forventning gå anderledes, således at Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen fortsætter, så peger mange iagttagere på, at Wammen vil efterfølge Helle Thorning-Schmidt som oppositionens leder.  Med tiden vil det formentlig ske under alle omstændigheder, medmindre at partiets højrefløj samler sig om en lige så stærk modkandidat, der kan forpurre den 40-årige Wammens march mod magtens allerhøjeste tinder.

Men Wammen er ikke den eneste yngre aarhusianske politiker, der i disse år stiger til tops hos Socialdemokraterne. Han er blot toppen af et stort isbjerg fyldt med yngre politiske talenter, der stort set alle er rundet af det aarhusianske socialdemokratiske studentermiljø omkring organisationen Frit Forum og statskundskab-studiet ved universitetet i Smilets By.  Yderligere har de det til fælles, at salig Svend Auken, der i mere end 40 år var valgt til Folketinget i Aarhus, var deres mentor, inspirator og forbillede. Medlemmerne af netværket mødes på kryds og tværs og har været gode til at støtte og hjælpe hinanden frem. Politisk set beskrives de som liggende en anelse til venstre i partiet især på områder som miljøpolitik og den økonomiske politik. Traditionelt har man også ligget på Svend Aukens ’slapper-linje’ i udlændingepolitikken, men borgmester Nicolai Wammens møde med hverdagens problemer med integrationen i Aarhus har gjort, mener nogle, at man på dette område nok har nærmet sig mainstream hos Socialdemokraterne.  Selvsagt tilhører netværket dermed også partiets venstrefløj, som nogle stadig kalder for Auken-fløjen.

Wammens venner

Wammens afløser som borgmester i Aarhus, Jacob B. Johansen, har været nr. 2 hos de aarhusianske socialdemokrater og indtil for nylig været børne- og ungerådmand. Nu træder den kun 35-årige aarhusianer frem og ud af anonymiteten. Han smider sidste del af efternavnet og kalder sig som den nye bykonge fremover Jacob Bundsgaard. Da spekulationerne om, at Wammen var på vej til landspolitik begyndte at tage til, så stod det allerede tidligt klart, at Bundsgaard ville blive hans efterfølger - ikke mindst set i lyset af Bundsgaards stærke tilknytning til, hvad man kunne kalde ”Aarhus Frit Forum-netværket”.

I Europa-Parlamentet sidder nu på sin anden valgperiode den markante EU-politiker Dan Jørgensen, der også er rundet af det samme politiske miljø i Aarhus.  Ved sit første valg i 2004 blev han formentlig valgt i kraft af massiv støtte fra Svend Auken. Jørgensens foreløbige højdepunkt i karrieren, var da han forud for det seneste EU-valg i 2009 blev kåret som sit partis spidskandidat. Med en ret synlig kampagne og et ganske pænt valgresultat fik Jørgensen sat alle skeptikere i skammekrogen, da han skulle løfte arven efter Poul Nyrup Rasmussens kanonvalg i 2004. Måske vil en ministerpost i en ny regering være hans adgangsbillet til Christiansborg-politik? Det er i hvert fald noget, som man taler om i krogene i det politiske miljø. Få regner med, at Jørgensen skal ende med at blive væk i EU-parlamentet i Bruxelles, tværtimod har Jørgensen store ambitioner om at gøre karriere i landspolitik. Ikke mindst nu, hvor magten måske ser ud til at skifte til rød blok.

Da Svend Auken døde i 2009 blev hans ret sikre valgkreds i Aarhus Øst ledig. Den gik til den 32-årige Jens Joel, som dermed har pæne chancer for at blive valgt til Folketinget. Også Joel har i årevis været en del af kredsen af talentfulde yngre folk på vej, og har i en del år arbejdet som assistent for netop Dan Jørgensen i Bruxelles.

Senest er Wammens kampagnechef, Christian Rabjerg Madsen, blevet valgt til S-folketingskandidat i Kolding. Den kreds blev ledig, da folketingsmedlem Julie Rademacher trak sit kandidatur. Madsen er med sine kun 25 år et af de yngre dele af netværket, men har både været Frit Forum formand i Aarhus og studeret statskundskab. Det er sigende for netværkets loyalitet, at da Madsen fik chancen for at blive opstillet i en attraktiv kreds, så lod Wammen ham løse fra posten som sin kampagnechef.  Det skal nok gå alligevel for den tidligere Aarhus-borgmester med at blive valgt til Folketinget, og Wammen kan altid bruge endnu en sikker støtte i folketingsgruppen. 

Fremskudt bastion

I København sidder den sidste del af Aarhus-netværket, nemlig S-partisekretær Lars Midtiby og er valggeneral for Socialdemokraternes omfangsrige kampagneorganisation, hvor man skal ud og banke på vælgernes døre. Indtil netværkets ubestridte leder, Nicolai Wammen, der i øvrigt også er S-næstformand, får etableret sig på Christiansborg, er Midtiby netværkets ’fremskudte bastion’ i hovedstaden.  Midtibys rolle er mere at være ’organisationsmanden’, der går op i at organisere partiets valgkampagner, mens de øvrige netværksfolk ser sig selv som politikere. Men det er før set,  at partisekretærer er hoppet over gærdet og blevet markante politikere. Tænk blot på Venstres Claus Hjort Frederiksen.

Udover de nævnte er en lang række andre ukendte folk del af dette usædvanligt stærke aarhusianske netværk, som for længst regnes for en politisk magtfaktor hos Socialdemokraterne. Og hvis regeringsmagten skifter, så får de utvivlsomt en del at skulle have sagt i landspolitikken allerede fra den kommende valgperiode. Det kan blive dette folketingsår.

Skulle Nicolai Wammen en dag gå efter at blive S-partiformand, så vil hans aarhusianske hird formentlig stå ham trofast bi og bære ham frem.  De har for længst bevist til fulde under valgkampe, at de er gode strateger og dygtige til både at organisere og eksekvere politiske kampagner. Og ikke mindst: vinde valg. 

Alt det har de andre socialdemokrater såmænd også for længst taget bestik af. Der er derfor ingen, der bliver taget på sengen, når de gamle Frit Forum-folk måske en skønne dag kommer ræsende og kræver al magten i partiet. 

Så vær parat! Nu kommer aarhusianerne!


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57