Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Våde drømme om en kommission med slaw i

”I lyset af alle skandalerne, løgnehistorierne, manipulationerne og fortielserne er det ikke svært at forestille sig, at mange danskere kunne falde for en storskrydende politiker med storhedsvanvid, der spiller stærk mand, lefler for krisens ofre og har ærmerne fulde af forrykte forenklinger og letkøbte, fængende løfter.”

Kunne Danmark få en Trump eller en Le Pen som politisk leder? spurgte jeg for nylig mig selv. Efter at have studeret det aktuelle politiske landskab og de sager, der de senere år har hidset os danskere op til politikerlede og vrede, blev svaret et klokkerent ’JA’.

I lyset af alle skandalerne, løgnehistorierne, manipulationerne og fortielserne er det ikke svært at forestille sig, at mange danskere kunne falde for en storskrydende politiker med storhedsvanvid, der spiller stærk mand, lefler for krisens ofre og har ærmerne fulde af forrykte forenklinger og letkøbte, fængende løfter.

SKAT, DONG og andre eksempler på ansvarsløs skalten og valten med danskernes fælleskasse og politisk magtarrogance, hvor magthavere manipulerer og lyver lodret og giver kritiske forskere forbud mod at blande sig i samfundsdebatten for at få interessestyret lovgivning gennemført. Læg dertil en parodi på en offentlighedslov, der for alvor har givet politikerne ro til uforstyrret at regere uden at skulle ses over skulderen eller stå til ansvar.

  ”I lyset af alle skandalerne, løgnehistorierne,
manipulationerne og fortielserne er det ikke svært at
forestille sig, at mange danskere kunne falde for en
storskrydende politiker med storhedsvanvid, der spiller
stærk mand, lefler for krisens ofre og har ærmerne fulde af
forrykte forenklinger og letkøbte, fængende løfter.”

Mange vil nok huske billedet af et centralt dokument i den pinagtige sag om den landbrugspakke, der nu er i gang med at formøble årtiers miljøforbedringer, dyrt betalt af danskerne. Efter at have været gennem embedsmændenes hænder bestod dokumentet udelukkende af tykke, sorte streger over teksten – undtaget et enligt ’at’.

Alt sammen fænomener, der kunne motivere mange danskere til at ønske de såkaldt regeringsduelige partier langt bort og erstattet af en stærk mand med postuleret vilje til at rydde op i den politiske sump.

Politikernes manglende lyst

Inspirationen til disse tanker kom fra politikernes manglende lyst til – og måske også forståelse for nødvendigheden af - at få undersøgt skandalerne og fundet nogle svar og løsninger. Men så eksploderede pludselig bomben.

Efter måneders og års lodrette benægtelser af, at der skulle være grund til – endsige behov for – at få undersøgt, hvordan det kunne lade sig gøre at smadre institutionen SKAT, uden at nogen politikere over den lange årrække, rædslerne har udviklet sig, har fundet det nødvendigt at skifte kurs – ja, så skulle vi nu pludselig have en undersøgelseskommission.

Socialdemokratiet fulgt af Dansk Folkeparti, der i sin tid lagde stemmer til den katastrofale plan, vendte på en tallerken. Og så var der flertal i Folketinget for en undersøgelseskommission.

Det blev startskuddet til et komisk forløb. Der opstod formelig et kapløb om at erklære undersøgelsen for en god idé. Fra den ene dag til den anden skiftede utallige politikere fra at mene, at en undersøgelse var en dårlig idé, til at kalde det en rigtig god idé.

Der har været mange bud på, hvad dette hamskifte skyldtes. Men der er nok enighed om, at der er et væsentligt element af parti- og magtpolitisk taktik i S' og DF’s pludselige håndbremsevending. Og der er almindelig enighed om, at Venstre vil være det parti, der risikerer de værste skrammer i en grundig undersøgelse.

Arrogance og bedreviden

Og det er da også vitterligt, at det var den daværende VK-regering, der søsatte planenog benhårdt fastholdt den i årevis. Det skete med den magtarrogance og bedreviden, der de seneste par årtier har været et kendemærke for reformforsøgene i den offentlige sektor. Der var absolut ingen grund til at lægge øre til kritiske røster, der blev betragtet som blot udtryk for fag-forstokkede medarbejdere og institutioner, der alene var interesseret i at hindre forandringer og bevare privilegier.

Jeg har selv oplevet det som medarbejder på en halvoffentlig arbejdsplads, der også over hals og hoved skulle reformeres. Cheferne virkede hjernevaskede og slyngede om sig med alle de smarte udtryk og begreber. Alle ønsker fra medarbejderne om at bringe deres viden og faglighed ind i de forcerede forandringsprocesser blev betragtet som illoyalitet og direkte sabotage af ledelsens store visioner.

En århundred gammel uenighedskultur, der har bidraget til opbygningen af vort solidt sammentømrede og velfungerende danske samfund, var pludselig under afvikling. Og i dag mener flere professionelle iagttagere, at den er døende og sammenhængskraften i alvorlig fare.

’Jeg anser situationen for meget alvorlig’. Det siger en professionel rådgiver, der har arbejdet med forskellige dele af den offentlige sektor, Jan Nørgaard, til Weekendavisen. Han har sammen med professor ved CBS, Lars Bo Kaspersen, skrevet bogen ’Ledelseskrise i konkurrencestaten’.

Han forklarer, at der har udviklet sig en så ekstrem optagethed af målstyring, at man i det offentlige fuldstændig har mistet fokus på at udføre de opgaver, man er sat i verden for.  ’Vi oplever frustrerede ledere og medarbejdere, der ikke længere kan svare på det mest centrale spørgsmål af alle: Hvorfor er vi her?’ siger han til avisen.

Måltallene overskygger alt

Det så man et strålende eksempel på i SKAT. Her har Erik Lund, blandt meget andet tidligere formand for pantefogederne, fortalt om, hvor få pantefogeder der valgte at flytte fra deres kommune over til SKAT, da gældsinddrivelsen under en sand proteststorm blev overtaget af staten. De oplevede, at de ikke skulle bruge kræfter og faglighed på at hente skattekroner fra skyldnere, men på at manipulere med tal, så tallene for gælden til det offentlige passede med måltallene fra ministeriet. Vantro flygtede de hastigt fra SKAT.

Jeg kan godt have våde drømme om, at der ud af undersøgelseskommissionens arbejde kommer et opgør med den ideologiske forblændethed – drømmen om minimalstaten - der har ført os ud i den her absurde situation og truer vores vigtige offentlige sektor, så vi kan redde uenighedskulturen og igen begynde at lytte til folks erfaringer og bruge dem, når vi indretter os.

Men det er desværre nok for meget at håbe på. Man kan bare se tilbage på tidligere undersøgelseskommissioner og deres forsøg på at få ansvarlige politikere til at svare på centrale spørgsmål. Det har ikke været oplevelser, der har styrket troen på de siddende regimers gode vilje.

Den mest udbredte erhvervssygdom – hvis man ikke ligefrem må kalde det arbejdsskade – på Christiansborg er svigtende hukommelse. Så vi må nok forvente en stjerneparade af hukommelsessvækkede politikere, når kommissionen begynder at afhøre dem. Masser at tavshed og ’det har jeg ingen erindring om …’ og ’jeg kan ikke genkende det billede …’ Trangen til at redde egen røv er en stærk drift blandt politikere. Og i øvrigt den, der paradoksalt nok ofte bringer dem i alvorlige vanskeligheder.

Imens lurer Trump og Le Pen i kulissen.

Kommunikation

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57