Politik fra rødderne

Af Maria Steno
 | 
Kommunikationsrådgiver og tidligere kommunalpolitiker, Selvstændig
Kommunens faste strategi-blogger Maria Steno går denne gang i psykologiprofessor Svend Brinkmanns fodspor. Gå glip, Stå fast og Kend dine ståsteder, råder hun landets nyvalgte lokalpolitikere.
Kommunens faste strategi-blogger Maria Steno går denne gang i psykologiprofessor Svend Brinkmanns fodspor. 'Gå glip', 'Stå fast' og 'Kend dine ståsteder, råder hun landets nyvalgte lokalpolitikere.
Foto: Peter Hove Olesen, Ritzau Foto

Brinkmannsk snusfornuft til de nye folkevalgte

Prioritering er én af de første og største udfordringer, der møder de nyvalgte politikere i kommuner og regioner. Maria Steno giver her tre gode råd inspireret af Svend Brinkmann.

 Hvis ikke du bliver herre over egen tid, bliver du slave af andres (politiske) prioriteringer.

Du er nødt til at 'gå glip' af noget for at 'stå fast' på dine 'ståsteder'. 

Titlerne på psykologiprofessor og meningsdanner Svend Brinkmanns bøger kunne ligeså godt være overskriften på tre gode råd til kommunalpolitikerne ved indgangen til en ny valgperiode.

Her min helt frie fortolkning af de tre Brinkmann-bogtitler i en kommunalpolitisk kontekst.

For det første: Gå glip af noget
Analyse efter analyse afdækkede i valgkampen, at kommunalpolitikerne har svært ved at få tiden til at slå til, både i hjemmet og i prioriteringen af de kommunale arbejdsopgaver. Derfor er det åbenlyst, at kommunalpolitikerne, nyvalgte som genvalgte, er nødt til at foretage en række fravalg. De færreste kan nå det hele ved siden af et fuldtidsjob. Altså er du nødt til at vælge, hvad du vil gå glip af som kommunalpolitiker.

Risikoen er, at kommunalpolitikere ikke får sorteret og prioriteret, men ukritisk læser alt, der havner i indbakken og deltager i alle møder og begivenheder, de får en invitation til. Selvom det umiddelbart lyder sympatisk og selvfølgeligt, så er realiteten den, at kommunalpolitikernes største begrænsning er tid. Det er de færreste, der både når alle artikler i 'Kommunen' og det lokale dagblad, læser alle bilag til alle sager, eller deltager ved alle jubilæer eller indvielser. Det er samtidig også de færreste, der vil indrømme det, men prioritering af opgaverne og arbejdsbyrden er nødvendig. Prioriteringen bliver kun vigtigere og sværere i de små partier, som ikke kan føre politik på alle sager i hele kommunen. I større grupper kan løsningen være en arbejdsdeling i gruppen, hvor man skiftes til at læse i dybden, deltage i borgermøder, eller første spadestik for at vise parti-fanen, mens et andet medlem af gruppen er til møde, på arbejde eller hjemme med familien. Politikerne skal derfor som det første i valgperioden finde ud af, hvad de vil gå glip af hver især og sammen. Den prioritering er allerede startet. Tog du for eksempel med til periodens første kommunaløkonomiske forum(KØF) i Aalborg sidste uge. Hvorfor/hvorfor ikke? Hvis ikke du bliver herre over egen tid, bliver du slave af andres (politiske) prioriteringer.

For det andet: Stå fast
Evnen til at gå glip af noget, er afgørende for evnen til at stå fast på det, du gik til valg på. Hver gang du siger ja til noget som kommunalpolitiker, har du formentligt sagt nej til noget andet. Med andre ord, det kræver en nej-hat at stå fast mod tidens udviklingstrang men også mod presset i kommunalbestyrelsen. Her handler det om prioritering og om ikke at lade andre styre, hverken din tid eller din politik. Og det gør du, hvis du blot læser dagsordenen og deltager i møder, andre har planlagt for dig. Så får du måske aldrig anledning til at sætte din egen mærkesag på dagsordenen eller leve op til det valgløfte, du afgav foran supermarkedet en blæsende novemberdag. Det kræver benarbejde selv at sætte dagsordenen. Det kræver ideer, argumenter og relationer, når du skal sikre opbakning til dine mærkesager. Derfor er KØF formentlig en god prioritering for de fleste, også selvom din egen mærkesag ikke indgik i programmet. Det er trods alt de færreste, som er blevet valgt, fordi de ville ændre tilrettelæggelse af kommunens facility management eller sikre bedre økonomistyring, men måske var det under netop det temamøde på KØF, du fik en god snak med sidemanden eller fandt finansieringen til den mærkesag, du selv gik til valg på.

For det tredje: Kend dine 'Ståsteder'
Erkend, du glemmer hurtigt. De næste måneder bliver kommunalpolitikerne bombarderet med nye informationer i nye udvalg eller fra interesseorganisationer og borgere, som vil sætte en dagsorden og sikre, du ikke står fast. Og dine kommunalpolitiske kolleger, borgmesteren og forvaltningen vil forsøge at overbevise dig om dette og hint.

Derfor kan det være nyttigt at skrive dine egne ti ståsteder ned og hænge dem over skrivebordet. Det er de ti  grundholdninger eller mærkesager, som var afgørende for, at du gik ind i politik, og som du vil vurdere din egen indsats og troværdighed på, når valgperioden rinder ud. Hvis du tør, kan du dele dine ti ståsteder på sociale medier og bede venner og vælgerne hjælpe med at stå fast.

Held og lykke.

Kommunikation

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57