Af Simon Kollerup
 | 
Kommunalordfører (S)
Kommunalordfører for Socialdemokraterne. Simon meldte sig ind i den socialdemokratiske bevægelse som 14-årig, og siden har han været aktiv både i DSU, Frit Forum og Socialdemokraterne. Simon har arbejdet for Københavns overborgmester, Frank Jensen, fra april 2009. Fra 2008-2010 arbejdede han i Udenrigsministeriet, hvor ministeriet stod for forberedelserne af klimatopmødet, COP15. I 2007-2008 var Simon ansat i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Uddannelsen er statskundskab fra Københavns Universitet, hvor Simon primært har fokuseret på det nære demokrati, lokal velfærd og kommunernes vilkår. Sideløbende med studierne har han i Frit Forum med socialdemokratiske studerende bragt foreningen tilbage i studenterpolitikken, hvor han mener, at det socialdemokratiske udgangspunkt har manglet i mange år. I Folketinget vil Simon arbejde for bedre vilkår for yderområderne, for at sikre fortsat vækst, arbejdspladser og et solidt grundlag for et godt liv og et højt velfærdsniveau. Det skæve Danmark skal bringes i balance.

22 milliarder til kernevelfærd

Socialdemokraterne gik til valg på at kickstarte dansk økonomi, så vi kunne skabe nye arbejdspladser og sikre velfærden. Opgaven var omfattende. Da Socialdemokraterne i 2011 overtog regeringsansvaret fra de borgerlige partier, var Danmark ramt af det største økonomiske tilbageslag siden Anden Verdenskrig, og der var tabt mere end 100.000 private arbejdspladser.

For at rette op på økonomien og vende den stigende arbejdsløshedskurve gennemførte vi en kickstart af dansk økonomi. Kickstarten indebar blandt andet, at en lang række anlægsinvesteringer blev rykket frem. Det har medført, at vi i årene 2012-2014 har haft et historisk højt anlægsniveau.

 De fremrykkede offentlige investeringer har betydet, at landets kommuner har sat fuld damp på renoveringen af skoler, daginstitutioner og plejehjem. Investeringerne har ikke kun været med til at skabe bedre forhold for vores børn, unge, ældre og offentligt ansatte - det har også sikret drifts- og energibesparelser ude i kommunerne. Samtidig har kickstarten været med til at skabe tusindvis af nye arbejdspladser til de trængte håndværksfag. Med kickstarten slog vi to fluer med et smæk – vi fik renoveret og optimeret offentlige bygninger, og vi fik sat gang i beskæftigelsen!

Regeringens politik virker

Kommunerne, som har stået for en stor del af de fremrykkede anlægsinvesteringer, har derfor en stor aktie i, at vi nu er ved at kunne se et skift i dansk økonomi. Vi ser nu, at beskæftigelsen er stigende, at ledigheden er den laveste i fem år, og at optimismen er på vej tilbage hos forbrugerne og erhvervslivet.   

Trods de positive udsigter for dansk økonomi har vi dog fortsat underskud på de offentlige finanser. Et ekstraordinært højt anlægsniveau har sikret, at vi har holdt hånden under beskæftigelsen, mens krisen var på sit højeste. Det var fornuftigt. Men røde tal på bundlinjen år efter år er ikke holdbart i længden. Det siger sig selv. Ligesom det også siger sig selv, at pengene til en fremrykket investering i 2012 ikke også kan bruges i 2016. Pengene kan kun bruges én gang.

Regeringen vil derfor normalisere anlægsniveauet fra 2015.

At vi har styr på finanserne og får nedbragt underskuddet, betyder, at vi kan bevare den lave rente og høje tillid til dansk økonomi, som er til gavn for virksomheder, kommuner, boligejere og os alle sammen i form af færre udgifter til den offentlige gæld.

De borgerliges nulvækst er alternativet

Til gengæld har Socialdemokraterne sikret, at vi i de kommende år har et økonomisk råderum, så vi kan investere 22 milliarder kroner i vores kernevelfærd.

Vi ønsker, at flere unge kommer igennem en uddannelse, at et stigende antal ældre kan få den fornødne pleje og omsorg, og at sundhedsvæsnet kan anvende de nyeste behandlingsformer og medikamenter. Det vil ikke være muligt, hvis man indfører nulvækst i den offentlige sektor, som de borgerlige partier foreslår. Derfor er Socialdemokraterne mod nulvækst! Vi vil en anden vej, hvor vi i stedet udvikler vores offentlige sektor. Vi vil derfor investere 22 milliarder kroner i den nære velfærd frem mod 2020. 

Med Socialdemokraterne ved roret kan man vide sig sikker på, at der bliver videreført en ansvarlig økonomisk politik, der skaber nye arbejdspladser, samtidig med, at vi prioriterer vores fælles velfærd og sikrer social balance.      

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57